ADHD
Hvad er ADHD?
ADHD er en opmærksomhedsforstyrrelse – med eller uden samtidig hyperaktivitet. De fleste, der får en diagnose, er også hyperaktive, og disse børn har således forstyrrelser i både opmærksomhed, aktivitet og impulskontrol. Symptomerne spænder fra en svær, invaliderende grad til en moderat grad og til en meget mild form, der glider helt over i normalområdet.
Betegnelsen ADD (Attention Deficit Disorder) bruges, når hyperaktiviteten er fraværende eller mindre synlig. Disse børn er ikke så urolige og impulsive men har de samme opmærksomhedproblemer. De har sværere ved at "komme i gang" med ting, er langsomme og virker "ugidelige". I de senere år er man blevet opmærksom på, at børn kan have træk af begge dele, ligesom de kan have autistiske træk.
ADHD skyldes en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der bl.a. styrer impulser, og som sørger for, at vi kan tage initiativer, planlægge, overskue og gennemføre handlinger.
De bagvedliggende biologiske årsager menes at være en medfødt nedsat mængde eller virkning af stofferne dopamin og noradrenalin, som sørger for kommunikation mellem hjernecellerne. 80 % af årsagerne til ADHD tilskrives primært arvelighed, mens de sidste 20 % tilskrives andre faktorer som påvirkning af barnets hjerne før, under og efter fødslen. Der er teorier om påvirkninger i livmoderen, fx alkohol, tobak, kemiske stoffer og infektioner, eller for tidlig fødsel, lav fødselsvægt eller en tidlig hjerneskade.
Der er ingen tvivl om, at arv spiller en stor rolle, da man ser en klar ophobning i familier. Men flere faktorer spiller muligvis ind, og der kan derfor være tale om en kombination af arv og miljø som årsag. Der forskes blandt andet i sociale opvækstbetingelser og kost.