Udtalelser

Kære Leif

Du har under dit arbejde med min familie ikke blot skabt tilfredshed med forløbet!

Du har været en helt uvurderlig hjælp, som har ændret vores tilværelse fra mareridt, til en tryg og harmonisk fungerende familie, hvor vi nu nyder hinandens tilstedeværelse, og hvor vi får snakket rigtigt godt sammen om både stort og småt.

Vi har været rigtig glade for den kæmpe store tålmodighed du har udvist, specielt i starten hvor min mand var noget negativ og tvivlende, og ikke kunne se resultater hurtigt nok. For de mange timer ud har udholdt at se mig stortudende bruge den ene meter køkkenrulle efter den anden. For uden at blive ophidset, at kunne vedblive at fastholde os på sporet, og kunne gentage, gentage, gentage og atter gentage til vi alle nærmest i søvne vidste hvordan tingene skulle være.

Tak for systemer, systemer der virker! Og tak for at systemer der ikke virker, straks kan ombyttes til systemer der virker!

Du gik med et trylleslag i starten ind og gjorde en kæmpe forskel, men også det lange seje træk formåede du at tage, uden at få os til at føle os tilovers. Når der var nogen det trængte til at blive rusket lidt op i formåede du også det, selvom man jo ikke deraf i første omgang bliver særligt vellidt.

Tak for tålmodigheden

Tak for vedholdenheden

Tak for optimismen

Tak for erfaringen

Og tusind tak for din venlige og forstående måde at være på.

Jeg tror at du mindst har reddet os for, et barn på gaden med alt hvad der tilhører, samt en skilsmisse, hvis man kan kalde det dette når man ikke er gift.

Du viste os, at tingenes tilstand kan ændres, selv når det så allermest umuligt ud. Du troede på os, og fastholdt os i, at hvor der er vilje er der vej.

Jeg håber at du for mine medmenneskers skyld vil blive i din stilling mange år endnu, og at du kan vedblive at finde glæde og udfordring i dit job.

Rigtig mange venlige hilsner, på hele familiens vegne

I.B.A.


Efter flere år med store problemer med trivslen i familien på grund af ADHD, angst og depression, fik vi hjælp af Leif. Vi mødtes – enten hele familien, eller kun min mand og jeg – med Leif til samtaler, og fik så en lille læselektie for til næste gang, i form af et emne, vi kunne blive klogere på, og som kunne hjælpe os.

I vores forløb med Leif fik vi blandt andet viden om og værktøjer til at undgå, at småting udvikler sig til konflikter, at have øjnene rettet mod det positive, øve sig i anerkendelse, at opstille og vedligeholde strukturer og vaner, at tale sammen på en ikke-aggressiv måde og generelt til at håndtere familiens liv med diagnoser bedre.

Leif er venlig, forstående, lydhør og frem for alt dygtig, både som formidler, pædagog og rådgiver.

Efter afslutningen af familieforløbet er jeg derfor fortsat med at få sessions hos Leif, denne gang med henblik på selvudvikling. Jeg får hjælp til at identificere uhensigtsmæssige mønstre og adfærd hos mig selv, og vi arbejder kognitivt henimod, at jeg kan erstatte dem med nogle, der gør mig gladere og mere tilfreds med både mig selv og mine relationer.

Jeg kan varmt anbefale Leif som både familierådgiver og psykoterapeut.

C. L. D.